Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Guds og menneskers magt

Guds og menneskers magt
Udgivet tor d. 8. sep 2022, kl. 10:45
Voksne

- om magt i Bibelens univers

Af sognepræst Mikael Byrial Jensen 

Der er ikke mange, der bryder sig om at bruge ordet ”magt” om sig selv. Selv vore folkevalgte vrider sig gevaldigt for at undgå at bruge begrebet om det, de udøver i det daglige. De, og vi med dem, taler langt hellere om ”indflydelse”, for det lyder mere demokratisk. ”Magt” klinger gammeldags og får os til at tænke på tidligere kongers og diktatorers enevældige magt. Ret beset behøver vi dog ikke være så bange for ordet, for i sin grundform betyder det blot at magte eller kunne noget.

Det er et faktum, at det magttomme rum ikke findes, fordi nogen altid griber magten. Ifølge filosoffen og teologen K.E. Løgstrup,der virkede ved Aarhus Universitet, er et vigtigt træk ved vores tilværelse, at vi har magt over hinanden. Magt er med andre ord noget helt naturligt. Alligevel er det nok godt at være på vagt over for magt, for magten kan nemt misbruges. ”Magt korrumperer”, siger vi, og det gør den, fordi vi kun er mennesker. Vi fristes let til at bruge de forhåndenværende midler til fordel for os selv og dem, vi godt kan lide. Derfor skal vi være glade for at bo i et demokrati næsten uden korruption, hvad de færreste i verden gør. 

De bibelske forfattere er ikke så bange for at bruge ordet ”magt”, som vi er i dag. De bruger det både om Gud og mennesker og taler om det i mange former: herskermagt, domsmagt, beslutningsmagt, voldsmagt, juridisk gyldighed og blot dette generelt at være i stand til at sætte sin vilje igennem. I sidste ende kommer al magt ifølge Bibelen fra Gud. Han har magt over liv og død, og det er ham, der tildeler og fratager magt. Fordi det forholder sig sådan, er det bibelske magtbegreb underlagt en særlig etisk og social norm: Gud ”river de mægtige bort i sin magt” (Jobs Bog, kapitel 24, vers 22) og hjælper de undertrykte mod undertrykkernes magt.

I Bibelen er al menneskelig magt uddelegeret af Gud som en betinget fuldmagt. Det kommer tydeligt til udtryk i Jesu ord til den romerske præfekt, Pontius Pilatus, som vi kender fra trosbekendelsen: ”Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra” (Johannesevangeliet 19,11). Også Jesu magt er en fuldmagt, han har fra Gud. Den er ikke mindst magten til at sætte sit liv til på korset og få det igen i opstandelsen. Den magt eller myndighed, disciplene får, er på lignende vis en fuldmagt, de har fået af Jesus og dermed indirekte af Gud. Endelig taler Det Nye Testamente om magt i betydningen de onde magter, det vil sige ondskaben i verden. Den har fået et kraftigt slag ved Jesu død og opstandelse og venter nu kun på at blive tilintetgjort, når han kommer igen. 

I dag, 2000 år senere, må vi konstatere, at det trænger vi stadig til. Ondskabens magt er fortsat stor både i form af vores egen iboende selviskhed og i verdens gang. Det vidner krigen i Ukraine om, som med ét har fået tidligere tiders idealistiske afstandtagen til brugen af væbnet magt til at fremstå naiv. Når dette blad udkommer, har vi i den forbindelse for længst stemt om Danmarks EU-forsvarsforbehold, og Sverige og Finland ønsker optagelse i NATO. Ingen af delene ville være sket uden krigen.

På flere måder sker der et skifte i synet på Gud fra Det Gamle til Det Nye Testamente. Der er dog fortsat tæt forbindelse, også langt tættere end mange bryder sig om. Jesus var jøde og opvokset med Det Gamle Testamente, og det samme var de første kristne. Det er derfor samme Gud, vi finder i begge dele af Bibelen; men Jesus fremhæver noget i sin jødiske arv frem for andet. I Det Gamle Testamente bruges et væld af billeder om Gud: klippe, skjold, tilflugt, værn, styrke og så videre. Et af de billeder foretrækker Jesus klart: Billedet af Gud som sin far.

Da vi blev døbt, blev vi knyttet til Jesus, så hans far også blev vores. En far besidder magt over sine børn (ligesom en mor også gør det i vore dage, det, vi kalder forældremyndighed); men han elsker dem også. Han bruger sin magt med kærligheden for øje, for, at det må gå hans børn godt. Samtidig sammenfatter Jesus de 613 love og regler i Det Gamle Testamente i to bud, som vi ovenikøbet ofte nævner under ét: ”Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv.” Dét kommer til at revolutionere verdenshistorien og vores opfattelse af livets mening.

Jesus forandrer begrebet magt på to måder: Han kobler Guds magt entydigt sammen med kærlighed, og han vrister den ud af de jødiske skriftkloges hænder. De kendte og fortolkede alle Moselovens gamle regler og fik derigennem stor magt over deres fromme landsmænd. Med Jesu komme blev det i langt højere grad op til hver enkelt, hvordan vi bedst elsker Gud og vores næste som os selv.

Jesus forkyndte, at vi skulle internalisere, inderliggøre eller, med et smukt, gammelt udtryk, skrive loven på vores hjerte, så det ikke længere handlede om at udføre lovens bogstav, men dens ånd. Med Jesus blev det på en helt anden måde nødvendigt at sætte sig i andres sted for at finde ud af, hvordan man bedst bruger sin magt til at tjene næsten. Derved blev kimen lagt til, at hver enkelt af os fik større magt over vores eget liv, til at leve, som vi selv mener, er det bedste for Gud, vore medmennesker og os selv. På den måde går der en linje fra Jesus til vore dages demokrati.

En artikel om Guds og menneskers magt kan ikke undgå at berøre temaet Guds almagt. Det er et stort emne, som jeg her kun kan knytte alt for få linjer til. I Bibelen er der ingen tvivl om, at Gud er almægtig i betydningen, at han kan meget mere end alle andre magter på jorden og i himlen. Han er dog nødt til at overtale menneskene til at dyrke ham og følge hans bud, for han har selv skabt dem med en vis portion fri vilje. Gud kan hjælpe sit folk på mangfoldige måder, skubbe historiens gang i den ene eller anden retning; men nægter vi at følge ham, kan han ikke tvinge os til det.

I megen moderne teologi har man opgivet tanken om Guds almagt. Det har man som konsekvens af Jesu selvopofrelse på korset. Tanken er, at han gennem sin lidelse og død åbner for den eneste magt, Gud kender, kærlighedens magt i afmagt. Gud ofrer sig selv på korset gennem Jesus, så Gud som magtinstans dør. Det er en tanke, der på mange måder passer godt til det moderne Vesten, hvor vi ofte bilder os ind, at vi er selvberoende individer med uindskrænket magt over vores liv. Det er en teologi, der tager endegyldigt afsked med tanken om Gud som en magt i vores tilværelse og i verdens gang.

Personligt mener jeg, denne postmoderne teologi er gået for langt. En tro uden Gud som magten til at høre vore bønner og lede vores liv og verden i den rigtige retning efterlader os uhyggeligt alene. Ligesom føromtalte K.E. Løgstrup mener jeg, vi ikke kan undvære tanken om Guds almagt, selv om den åbner for en anden, stor diskussion: forholdet mellem Gud og det onde; men det er en anden historie.

Vi må fortsat kunne bede, juble, takke og klage vores nød til Gud, hvilket kun giver mening, hvis han rent faktisk har magt og ansvar over det, vi ikke selv magter eller er ansvarlige for.

Vi er, Gud ske lov, ikke kun overladt til os selv og vores alt for ringe evner til at tilgive og elske. Det er Gud, der er Gud og dermed har magten over liv og død og til at lede os og verden ad den vej, vi skal gå.