Udgivet tir d. 29. aug 2017, kl. 09:46

Vi er mange, der har mødt Jesus,
mærket 
en hånd eller talt 
med en engel

Den 25. februar 2009 sad Charlotte Rørth på en bænk i sakristiet bag et 500 år gammelt kapel i den sydspanske by Úbeda, da han pludselig stod foran hende. Hun havde aldrig set ham før, og alligevel genkendte hun ham med det samme. Tvivl var ikke en mulighed: Det var Jesus, der stod dér halvanden meter foran hende.

Før hendes oplevelse havde Charlotte Rørth været en ganske almindelig fuldtidsarbejdende mor til tre. Opvokset i et akademikerhjem uden trosbekendelse og kirkegang, og hun havde, som mange andre danskere, betragtet kristendom og tro som noget for folk, der ikke vidste bedre.
Til at begynde med var Charlotte Rørth bange for, at hun var ved at blive skør. Al intellektuel kraft blev brugt på at passe arbejde og familie - og på at holde sammen på sig selv. I flere år kæmpede Charlotte med modet til at fortælle, hvad hun havde oplevet. Til sin store overraskelse opdagede Charlotte, da hun begyndte at fortælle om det, at folk ikke slog hånden af hende, og kun ganske få slog en hånlig latter op.
”Mange advarede mig om, at jeg ville blive latterliggjort, hvis jeg fortalte om mit møde med Jesus. Men det er gået lige modsat. Det er, som om folk trænger til et fællesskab, hvor de trygt kan tale om det guddommelige; det, der er så svært at finde ord for,” fortæller Charlotte Rørth.
I 2015 udgav Charlotte Rørth bogen ”Jeg mødte Jesus”. Efterfølgende er mere end 25.000 mødt op for at debattere tro og tvivl, og over 1000 har skrevet til hende om egne oplevelser.
”Der har været en helt overvældende interesse, men det er egentlig ikke så underligt, for forskerne kan nu fortælle, at over halvdelen af os på et tidspunkt i vores liv har en oplevelse, man kan kalde religiøs, åndelig eller spirituel.”
Det udfordrer vores måde at tænke viden på som noget, man også kan få gennem sit sanseapparat. For Charlotte Rørt var oplevelsen konkret og virkelig, og det handler ikke kun om at respektere, at hun har fået den viden; det handler om generelt at ændre vores syn på viden.

Red. Bjarke Nygaard Løvind
/ Charlotte Rørth 22. feb. 2017

Hør Charlotte Rørth den 6. september kl. 19.00 i Johannesgården.


Charlotte Rørth er journalist ved NORDJYSKE Medier.
Hun er i øjeblikket i gang med sin anden bog, der
som den første bog og bestseller ”Jeg mødte Jesus”
bliver spækket med interview og refleksioner

Kategorier Nyheder