Udgivet tor d. 13. dec 2018, kl. 15:00

Ved. Mads Emil Olesen, Cand.mag i lingvistik

Når nu juleaften nærmer sig, og mange bliver en tand mere kristne end til dagligt, så sker det også, at vi støder på et sprog, der er lidt ud over det sædvanlige: ”For” bliver måske til ”thi”, højtidelige ord som ”frelser” eller ”messias” dukker op, og ja, så er der jo også ham Kvirinius, der var ”statholder” i Syrien. Kirken kender vi blandt meget andet som et sted, hvor sproget på en måde sidder lidt fast, og det er da også et sted, vi forbinder med traditioner og ritualer. Så det giver god mening, at sproget her er lidt ”bagud for sin tid”.                              

Men der findes jo også en nyere ”oversættelse” af Det Nye Testamente, nemlig ”Den Nye Aftale” fra 2012. Her finder vi bl.a. juleevangeliet i nye klæder, og allerede ved forventningen om at blive mødt med ”Og det skete i de dage…”, er der overraskelser i vente. I stedet starter evangeliet med det mere mundrette ”På den tid…”. Den omskrivning har selvfølgelig til formål at gøre teksten lettere at forstå. Gøre det mundret og nutidigt, som bibelselskabet selv beskriver det. Så kan yngre generationer også kan få det kristne budskab ind med nadvervinen. 

For ja, sproget udvikler sig. Endda meget hurtigt i nogle sociale grupper og kulturelle sammenhænge. Og det gør det kort sagt, fordi der hele tiden kommer nye påvirkninger til fra andre sprog, fordi nye opfindelser og teknologier kræver nye ord, og fordi udtryk og vendinger kan populariseres gennem medierne. Men mest afgørende for, at et sprog ændrer sig, er, at de udtryk, der fungerer bedst, holder ved. De ord, der allerbedst beskriver det, de skal, skubber mindre ”effektive” ord i baggrunden og til sidst helt ud af sproget. Så i og med sproget ændrer sig af alle mulige grunde og under påvirkning alle mulige steder fra, så vil der være traditionsbundne ord og vendinger, der pludselig virker malplacerede. Og kirken er om noget traditionsbunden.                              

Men nu melder spørgsmålet sig, hvorfor er den ”gamle” udgave af juleevangeliet så stadig så udbredt. Jeg har personligt ikke hørt den ”nydanske” udgave under en prædiken i kirken endnu. Det kan selvfølgelig nå at komme, for selvom den er nogle år gammel, så er den i bibelsk perspektiv stadig meget ny. Men der er det ved den type ændring af sproget, at den ikke er en naturlig udvikling. Det mest naturlige sprog er det sprog vi taler med hinanden i hverdagen. Det, vi siger der, er hele tiden nyt, og henvender sig konstant til nye mennesker i nye sammenhænge og med forskellige formål. Så her er plads til kreativitet og leg. Og det sker helt af sig selv.                              

En prædiken i en kirke er en radikal anderledes sprogsituation: Det er envejskommunikation, det er forankret til et bestemt sted og en bestemt kultur, og det er som nævnt stærkt forbundet med traditioner og rituelle handlinger. Det er et institutionaliseret sprog. Af samme grund kan man ikke forvente, at sprogændringer her bare sådan lige bliver accepteret og betragtet som naturlige og fornuftige. Til gengæld kan man sikre at ændringer formelt set finder sted, og at det sker med det samme, for man kan jo bare bestemme, at ”sådan hedder det nu”.                              

Men behøver kirkens sprog overhovedet følge omverdens sprog? Som jeg nævnte før, så kan traditionsbundne ord og vendinger komme til at fremstå malplacerede, hvis alt andet omkring det udvikler sig. Til gengæld så er kirken en kulturel enklave, en institution, hvor andre regler gælder, og man har andre forventninger til sproget. Folk forventer vel nærmest at præsten bruger et andet sprogligt register end fætter Anton gør til familiefesten, og det kan være en af grundene til at gå i kirke: at høre en velformuleret anderledes fortælling, der med sin stil og ordvalg kan få os til at tænke på en anden måde og føle på en anden måde, end når familie og omgangskreds ævler løs om dette og hint.                              

Kirken bruger jo også et fast billedsprog. Med udgangspunkt i biblen, dens evangelier og lignelser, videregives nogle universelle brugbare og gode budskaber, som formidlingsmæssigt fungerer så godt, fordi det er symbolske metaforiske fortællinger, allegorier, der er forankret i en fortælleramme, vi kender og er trygge ved i forvejen: ”nå ja, det er jo det med ham Jesus og hans disciple”. På samme måde er der også faste udtryk, der nærmest bare ”passer” til den fortælleramme, fordi sådan plejer det at være. Så selvom kirkens sprog bliver nødt til at udvikle sig (ellers ville vi skulle have lidt bedre styr på vores latin, for at kunne følge med), så er det måske fair at forvente, det ikke udvikler sig så hurtigt som sproget udenfor kirken.                              

Og her skal tilføjes, at dette ikke er noget helt unikt for kirken, men nærmere, som jeg allerede har antydet, at det er en særlig institution med et særligt sprog. En retssal har også et decideret mærkværdigt forhold til sprog, hvor det formmæssige er uhyre vigtigt; ting skal foregå på en bestemt måde, og de rette ord skal bruges. Ellers ”gælder” det ikke. Kirken og retssalen har det tilfælles at autoriteterne her, præsten og dommeren, har en slags sproglig superkraft: De kan ændre folks liv bare ved at bruge nogle bestemte ord. Med de rette ord fra en dommer er du pludselig i fængsel, med de rette ord fra en præst er du pludselig gift, og dit liv er ikke længere det samme.                              

Men lad os slutte med at vende tilbage til juleevangeliet. Personligt kan jeg ikke mindes at være blevet hægtet af allerede ved ”Og det skete i de dage”. Det er immervæk en ret simpel sætning: der er ikke nogen lange ord, og der er ikke nogen usædvanlige ord. Så hvorfor omskrive det til ”På den tid”? For mig at se virker det unyttigt, for den udgave af juleevangeliet, der prædikes i dag, er altså ikke særlig sprogligt kompleks. Og selv hvis den var, så får man jo lejlighed til at høre den igen til næste år, og man får 364 dage til at diskutere, hvad den egentlig betyder i en samtale med familie og venner – en samtale, hvor man kan vælge lige de ord og udtryk, der fungere bedst her og nu, hvor end man er, og hvem end man taler med. Sådan er det med sproget; det skal bare fungere. Og i kirken fungerer sproget på kirkens præmisser. Også i julen.

Kategorier Nyheder