Udgivet ons d. 19. dec 2018, kl. 09:54

Af Mads Emil Olesen                 

December måned er en historiefortællingens tid og en tid til fordybelse i de efterhånden mange julekalendere, som vi kan samles om. I kirken mødes vi også til historiefortælling. Til forskel fra julekalenderne er kirkens historiefortælling den historie vi kender – den om Jesu fødsel, de tre vise mænd osv. Det er en helt fast tradition, som hører enhver jul til.                        

For mit vedkommende er en ny tradition dog ved at opstå, også når det kommer til julekalendere. I december 2018 er det tredje år i træk jeg følger Anders Lund Madsens afdækning af den gamle DR-julekalender ”Jul og Grønne Skove” fra 1980 i P1-julekalederen ”Hullet i Julen” fra 2016.                       

”Jul og Grønne Skove” eller ”Poul og Nulle i hullet i jorden” i folkemunde, blev sendt ti år før jeg blev født, så jeg havde som sådan ikke noget særligt forhold til den andet end, jeg var bekendt med, at den var meget udskældt og mildt sagt noget anderledes. Med ”Hullet i Julen” fra P1 er jeg blevet noget klogere, og er også blevet opmærksom på, hvor bemærkelsesværdigt det er, at det er hadet til den, der huskes og er kendt og ikke selve indholdet. For det er der ikke mange, der kan huske.

Udgangspunkter for radio-julekalenderen ”Hullet i Julen” er, at halvdelen af afsnittene af den gamle julekalender er slettet fra DRs arkiv, og den eneste kendte private samling af VHS-bånd med optagelser af julekalenderen er forsvundet. Så Anders Lund Madsen sætter sig for at prøve at finde ud af, hvad der skete i de manglende afsnit og afdække historien om, hvorfor den var så forhadt, og om den virkelig var så slem.                       

Hvorfor bringer jeg nu denne julekalender på banen? Jo, for den gamle julekalender ”Jul og Grønne Skove” har det til fælles med bibelhistorierne, at den har noget mytologisk over sig – den er både sandsynlig og usandsynlig, og det er ikke rigtig muligt at bevise, om den er sand eller ej. Fortællingen eller ”myten” om ”Jul og Grønne Skove” er en todelt fortælling om det faktiske indhold i julekalenderen og så alle disse minder eller historier om, hvor forfærdelig den var.                       

I første afsnit taler Anders i telefon med manden bag, Poul Nesgaard, der fraråder Anders at ”gå ind i sagen”, for som han selv siger om julekalenderen, det er ”noget, som på en måde har en mytologisk kraft, som er kolossal”. Han siger desuden: ”Den mytologiske opfattelse af det, vi lavede dengang, er noget stærkere, end det reelt var”, ”Det er blevet overmenneskeligt stort, og det er der jo ikke nogen, der kan lave” og ”Det er der mytologien kommer ind, og det er derfor, jeg tror, det er rigtig godt, at det ikke bliver vist”.                       

Han opsummerer egentlig meget godt, hvorfor det ikke er helt blasfemisk at drage nogle sammenligninger med bibelfortællingerne. For det kan virke lidt overdrevet at kalde den julekalender en myte, især da et typisk element ved myter er, at der indgår guddommelige eller overmenneskelige figurer eller elementer. Af samme grund kan bibelfortællinger også med en vis ret beskrives som myter, selvom der vil være dem, der sværger til sandfærdigheden og den historiske nøjagtighed i dem. Men Poul siger selv om julekalenderen, at ”det er blevet overmenneskeligt stort, og det er der jo ikke nogen, der kan lave”. Og måske har han ret. Måske er arven efter julekalenderen blevet overmenneskelig – så indflydelsesrig, dårlig og klinisk renset for jul var den nok ikke. Men hans pointe, som han understreger i det sidste af citaterne ovenfor, er, at den står bedst som denne overmenneskelige og mytologiske julekalender, og at der vil gå noget vigtigt tabt ved at afmystificere den. Det mystiske gør den interessant.                                  

Og ja, ”Hullet i Julen” ville ganske givet være en langt kedeligere julekalender, hvis de fandt frem til de forsvundne afsnit helt fra start af. I stedet bliver det en fantastisk spændende udforskning af en, nå ja, mytologisk fortælling, som alle husker, men måske husker forkert, og som ingen helt ved, hvordan ender. Juleevangeliet vil sikkert også være langt mindre interessant, hvis man i stedet for at fokusere på fortællingen, fokuserede for meget på, hvordan man kunne følge en stjerne og opleve at den står lige over en bestemt stald, eller hvordan i alverden en jomfrufødsel nu egentlig kunne finde sted.                       

”Hullet i Julen” er måske et godt billede på den informationstidsalder, vi lever: Vi studerer fakta frem for at fordybe os i selve fortællingen. Med google i lommen kan vi undersøge alt til alle tider. Og så bliver fantasien og forestillingsevnen sendt på orlov, og diskussionen med folk omkring os, om hvad historierne betyder, får ikke lov at udfolde sig.                       

Måske har vi virkelig brug for en moderne myte om to journalister i en papmachéhule i firserne.                       

Kategorier Ukategoriseret