Udgivet tor d. 13. jun 2019, kl. 11:56

De to Aarhus-baserede billedkunstnere Anette Due og Lærke Egefjord er gået sammen om en udstilling med croquis-inspirerede værker, som vises i Johannes Kirkens Sognegård på Trøjborg hen over sommeren 2019.

I den anledning inviterer de og kirken til fernisering søndag d 16. juni 2019 kl 11.30 (umiddelbart efter gudstjenesten), hvor kirken er vært for et let traktement og en velkomsttale, hvorefter de to kunstnere kort vil fortælle om tankerne bag deres værker. Tilmelding ikke nødvendig.

Om Lærke Egefjord

Med en baggrund som læge og billedkunstner er Lærke Egefjord optaget af kroppen – og særligt sindets forbindelse til den. Hun arbejder i akvarellens verden, ofte med udgangspunkt i croquistegningens flygtige udtryk, hvor arbejdsprocessen er intuitiv og stilen let og feminin.

Hendes kunstneriske stil kan bedst beskrives som et skønt, skørt miks af ekspressionisme og impressionisme, krydret med koloristens nysgerrige leg med farverne.

Det er glæden ved legen og det uforudsigelige, som får farverne fra tanke til papir – idéen ved begyndelsen bliver formet og moduleret på sin vej til sit endeligt.

Lærke er 36 år, gift og mor til små børn og bosiddende på Trøjborg i Aarhus.

Om Anette Due

Anette Due er multikunstner. For hende er croquis en meditation,
en tilstand, en stilstand, et fristed, et flow. Hun vejleder til dagligt unge
mennesker til job og uddannelse på Gøglerskolen i Aarhus. I fritiden tegner hun
i sit atelier i Graven 16 E og hos “Kunst og design” hvor hun tegner croquis.

“Croquis styrker min evner til at se og lade kroppen tage over, skabe kontakt mellem hånd og øje, mellem Det faktiske og min fortolkning, farvernes egen vilje og tilfældighedernes overraskelser,” fortæller Anette Due.

Materialerne, hun bruger, er flydende tusch og kridt. Motivet fortolkes, og de mange kroppe smelter sammen på papiret og bliver til en unik komposition. De gule, sorte og blå nuancer går igen i værkerne.

Anette Due er 59 år, gift og har to voksne piger og en bonus søn.

Kategorier Voksne