Udgivet fre d. 20. mar 2020, kl. 15:07

Når vi pludselig bliver kastet ud i totalt ukendt land, er de første følelser ofte, at vi bliver forvirrede, i vildrede og afmægtige. Måske benægter vi i første omgang, at det kan stå så galt til, som de siger. En helt almindelig følelse, når man ikke kan overskue rækkevidden af det, der sker. Men lidt efter lidt går det op for én, at det her er alvorligt, man er nødt til at finde en vej i det. Sin egen vej. Man må indrette sig på, at dagen kommer til at forløbe anderledes, end man er vant til, når man nu skal tage alle de forholdsregler, som bliver udstukket for os. Træls, at man nu ikke kan deltage i de sociale fællesskaber og sammenkomster, som man måske er en del af eller har set frem til med glæde. Men lad os finde en vej i det sammen - hver for sig, vi må alle sammen gøre vores til, at ikke alt for mange mister alt for meget. Det bliver vi nødt til også i næstekærlighedens navn. Ofte har det vist sig, at når man er tvunget ud ad en tung vej, så har virkeligheden det med at komme én overraskende i møde. Man lukker vinduet op for den spæde forårsluft, lytter og synger med på sang fra altaner. Går tur med hunden og kan pludselig høre lærken synge. Overvældes af al den frodighed udenfor, der pibler frem lige nu. Musik fra radioen, der giver én lyst til at spænde danseskoene, selvom de for længst er for små…  

sognepræst, Anette Brøndum

Kategorier Voksne