Udgivet ons d. 25. mar 2020, kl. 14:16

Jeg talte engang med en journalist, som i mange år havde produceret radiogudstjenester for Danmarks Radio fra alle mulige steder i landet. Han sagde, at det vigtigste ved sådan en transmission var, at den velsignelse, som lyder til sidst i gudstjenesten, altså Den aronitiske Velsignelse, nåede at komme med. Hvis velsignelsen ikke var med i det færdige program, jamen, så kunne han være sikker på at få klager fra lytterne. For uden velsignelse går det ikke – det var den lære, han kunne uddrage af sit mangeårige virke. Jeg tror ham gerne. For jeg har også i den seneste tid hørt fra mennesker, der ofte eller sjældent kommer i kirke, at de savner at få den ældgamle Aronitiske Velsignelse lyst over sig nu, hvor vi i en periode ikke kan komme til gudstjeneste pga. Coronaen. Men hvad er der fat med den velsignelse? Hvad er så særligt ved den? Der er mange ting på spil, også individuelle forhold for hvert enkelt menneske, der har brug for Guds velsignelse i særlige situationer, men noget fælles er der også. Velsignelse lægger sig som Guds varme berøring over vores liv og færden og er hans opmuntring til de dage, der ligger foran os, de dage, der for tiden kan føles tunge:

1. Nu tager du afsted ud i verden på eget ansvar, men du har altid Gud i ryggen, og

2. du er stadig en del af fællesskabet mellem Gud og mennesker, hvortil du altid kan vende tilbage og være velkommen.

Velsignelse gør os altså klar til vores dagligliv, men bibeholder stadig en streng i os, der knytter os til fællesskabet med Jesus Kristus og hinanden. Det er velsignelse. Må Gud velsigne jer alle derude, til vi ses igen.

Sognepræst Leise Christensen

Kategorier Gudstjenester