Udgivet fre d. 27. mar 2020, kl. 19:15

”Liv og ånde giver du mig, mætter mig daglig af din fylde”. Ordene fyldte hendes hoved, mens hun vendte sig og satte sig på sengekanten. Endnu en dag i denne mærkelige tid. ”Liv og ånde giver du mig, mætter mig daglig af din fylde. ” De ord gav mening for hende især i denne tid. Hun gik ud på badeværelset, tissede, vaskede hænder grundigt og kørte en børste gennem håret. Træt så hun ud, som hun stod der i badekåben og kiggede sig i spejlet. Kunne det overhovedet betale sig at gøre sig i stand og tage makeup på? Hun skulle jo alligevel ikke ud og møde andre i dag eller i morgen, eller i overmorgen for den sags skyld. ”Liv og ånde giver du mig, mætter mig daglig af din fylde.” Ordene gjorde noget ved hende. Lagde en betydning ned over dagen og hende, som gjorde hende godt. Lukkede op for hanen i bruseren og lod vandet løbe ned over sig. Efter badet fik hun lyst til at tage den røde kjole på og lægge lidt makeup. Bare for sit velværes skyld, men det var vel også noget. Nu kunne hun lige nå at tænde for morgenandagten på DAB radioen. Musikken slog ring omkring hende, mens hun lavede en kaffe. Dækkede bordet, strøg en tændstik og tændte et lys. På søndag skulle det prøves. Hun ville lytte til radiotransmissionen fra Københavns Domkirke og forberede lidt brød og lidt vin, så hun kunne være med i altergangen hjemme fra stuen. En ny måde, men vi må jo alle være sammen om - hver for sig, som Statsministeren havde sagt - at lide afsavn i denne periode ”Liv og ånde giver du mig, mætter mig daglig af din fylde”…

Sognepræst Anette Brøndum

Kategorier Gudstjenester