Udgivet af Bjarke Løvind, ons d. 29. apr 2020, kl. 10:27

Sognepræst Leise Christensen

Der findes en gruppe i befolkningen, som altid går lidt stille med dørene. Det er dem, der skal skamme sig bare en lille, bitte smule over deres naturlige anlæg, fordi de godt ved, at de burde være anderledes. Det er dem, der lidt beklemt slår øjnene ned, når andre fulde af vigør og glæde sammen med Phillip (ja, vi må være på fornavn nu) lykkeligt skråler Morgenstund har guld i mund, vi til vort arbejd ile. Det er dem, som for enhver pris undgår at indrømme, hvordan de har det dybest nede (under dynen). Jeg taler om B-menneskene. Vi, kan jeg så afsløre, som absolut ikke føler, at morgenstunden er specielt gylden; vi, som føler, at kl. 8 er sådan liiige ca. midt på natten; vi, som træt slæber os af sted til arrangementer, arbejdspladser, skoler, studiesteder og butikker, hvis det er før sådan ved ti-tiden; vi, som desperat forsøger at skjule søvndrukne stemmer, når vi griber efter larmende mobiler helt tidligt om morgenen kl. 9. Vi, den skamfulde samfundsgruppe, har det sådan, at de kreative timer i døgnet for alvor er mellem kl. 22 og 3.30 om natten. Det er, når mørket er dybest, når stilheden er mest gennemtrængende, når det hele sortner, at der sker noget; at tankerne kommer, og inspirationen viser sig. Grundtvig skriver om morgenstunden, der har guld i mund, men Jørgen Michaelsen skriver om skabermørket og om, at den mørke nat er sendt os som en nåde. For mig er gudsnærværet stærkest om natten, i mørket, og det er der, jeg gives ro og styrke til morgendagens dont i visheden om Guds nåde, der omslutter mig såvel som alle. Dette skrevet til trøst for dig, der synes, at tiden lige nu er mørk uanset, om det er dag eller nat – ja, det kan den nok være, men du er i Guds hånd, og skabermørket bærer kilden til liv også for dig. 

Kategorier Gudstjenester