Udgivet fre d. 1. maj 2020, kl. 22:00

Maj måned kan man som præst ikke begynde på i år uden at føle sig lidt beklemt. De havde glædet sig, de smukke unge mennesker. Nu her om lidt, hvor foråret står på sit højeste, og æbletræerne blomstrer, skulle konfirmanderne have haft deres store dag. I stedet må de sidde hjemme hver for sig med lange, trættende virtuelle skoledage foran en skærm under store afsavn af kammerater og venner. Man må sige, at I bærer jeres del af byrden i kampen mod Corona. Med to døtre i husstanden, der bliver undervist efter samme opskrift, ved jeg, at det er benhårdt, også fordi man af gode grunde ikke ved, hvornår det slutter, og man igen kan komme i skole og se de andre.

Vi glæder os til at se jer igen på den anden side. At dele stort og småt med jer i det år, hvor mange af jer forandrer jer så meget udenpå og indeni. At dele livets store spørgsmål med jer og fortælle jer om en Gud, der elsker jer præcis, sådan som I er.

Men den kommer dén dag! I år må I og vi væbne os med endnu mere tålmodighed, ja, til at æbletræerne bærer frugt, før vi kan fejre jer. Men når vi så har ventet, - til sundhedsmyndighederne melder klar -, er jeg sikker på, at både konfirmationen i kirken og festen bagefter vil blive noget helt specielt og bevægende, fordi konfirmanderne, deres søskende, forældre og bedsteforældre har ventet og set frem til den store dag, og nu er det nu.

Sognepræst Anette Brøndum

Foto: Anette Brøndum / Ikoner lavet af 7.x

Kategorier Gudstjenester