Udgivet ons d. 13. maj 2020, kl. 09:57

Sognepræst Leise Christensen

For et par måneder siden, hvor Coronaen ret så pludseligt meldte sig på banen som en alvorlig trussel for helbred og samfund, opstod der ikke uforståeligt en grad af bestyrtelse og måske endda frygt. Hvad skulle der nu ske? Hvordan ville det hele gå? Kunne vores samfund og sygehuse klare den nye belastning? Hvad betød et lukket samfund i grunden? Og alle mulige andre overvejelser. Vi kender stadigvæk ikke alle svarene, men vi har opnået en vis rutine i at vaske hænder en god del af tiden, afspritte i resten af den, holde afstand, synge fælles med Phillip, gå ture i skoven med vennerne frem for at sidde i lejligheden med kaffe og meget andet. Nu er vi ved den tid, hvor vi skal i gang med den omvendte rejse: Selvom hygiejnen stadig skal være i top(!), skal vi også til at mødes igen, gå på arbejde, i skole, på cafe og selvfølgelig i kirke og alle de andre gøremål, der konstituerer vores samfundsliv. Samfundet skal til at åbne igen. Og det kan måske i virkeligheden være lige så frygtindgydende, som lukningen var i begyndelsen af marts. Tør man nu stole på, at det er ok at drikke kaffe på en cafe? Går det nu an at gå til gudstjeneste? Mon man kan vove at gå til frisør nu, hvor ens frisure har antaget en facon, der ligger et sted mellem den buttenchønske udgave og Albert Einsteins? Er det ok at kramme barnebarnet? Vi har tilpasset os Coronasituationen. Kan vi nu tilpasse os tilbage, om man så må sige? Vi vil gerne have vished for, at alt nu også er stensikkert, og derfor kigger vi i statistikkerne, på tallene og i forordninger, og det er alt sammen så udmærket, men det er ikke der, at vi kan finde livsmod og tillid til, at livet igen kan og skal leves. Det nødvendige livsmod og tilliden til, at det nok skal gå, findes i troen. Så lukkes vi op igen. Tror jeg.

Kategorier Gudstjenester