Litteratursalonen - find den indre læsehest frem

Litteratursalonen - find den indre læsehest frem
Udgivet af Maj Dandanell, tir d. 1. sep 2020, kl. 12:00
Voksne

D. 17. september 2020 starter et nyt tiltag i kirken; Litteratursalonen.

Litteratursalonen er for alle. Både dem, som af og til læser en bog; dem, som aldrig ses uden en bog i hånden eller på sofabordet; dem, der gerne vil i gang med at læse, men savner inspiration til læsestof; dem, der har læst snart sagt alt og har behov for lade sig inspirere helt ude i hjørnerne af litteraturen; de stille, de talende, de lyttende, de unge, de gamle, de læsetrænede, de nye, folk af alle køn og aldre. Litteratursalonen er for alle med hjerte for litteratur (eller som gerne vil have hjerte for litteratur).

Gruppen ledes af sognepræst Leise Christensen, der nedenfor har gjort sig nogle tanker om litteraturen.

Den gode fortællings åbenbaring

Af sognepræst Leise Christensen 

Ofte var der mennesker, som spurgte Jesus om, hvad de skulle gøre i en given situation, som var vanskelig for dem. I stedet for at svare dem med et konkret ”I skal gøre sådan og sådan og i hvert fald ikke sådan og sådan” svarede han disse mennesker ved at fortælle en historie. Jesu historier eller lignelser, som de ofte kaldes, har deres pointe i, at svaret altid kan, ja, skal tolkes i tilhørerens sind, og at meningen i og for sig først åbenbarer sig, når den sættes i relation til det levede liv i vores helt almindelige verden, hvor den end måtte være, og på hvilket som helst tidspunkt i verdenshistorien – selvfølgelig også lige nu. 

Det er fortællingens store kunst, og det er derfor, at fortællinger, poesi, historier, ja, litteraturen i al sin bredde, er så vigtig. 

Den gode litteratur kan sætte os i relation til verden, hinanden og os selv og vores liv i verden. Den kan lære os noget nyt, sætte vores færden i nyt lys og nænsomt eller sommetider brutalt sætte spotlight på alt det, som er overvældende godt, lykkeligt, stort, smukt, grimt, hårdt, fornedrende, interessant og alt muligt andet i følelsesregistret. Vi kan grine, vi kan græde, vi kan nikke samstemmende, vi kan være ved at besvime af forargelse og uenighed, vi kan undre os, men aldrig lades urørte eller uforandrede tilbage. 

Jeg vil hævde, at litteraturen er nødvendig for sindets overlevelse og giver indsigter og udsigter, som er usigeligt berigende.