Hvad har litteratur og kristendom med hinanden at gøre?

Hvad har litteratur og kristendom med hinanden at gøre?
Udgivet af Maj Dandanell, tir d. 8. sep 2020, kl. 00:00
Voksne

Hvad har litteratur og kristendom med hinanden at gøre?

Kristendommen er egentlig en lang fortælling. Når kristendommen har fungeret i historien, er det dybest set, fordi den fortælles. Hemmeligheden er, at det udover det direkte, der fortælles, også er din og min historie. 

Interview af Gudmund Rask Pedersen, sognepræst, forfatter og foredragsholder, ved sognepræst Leise Christensen. 

Med Grundtvig kan man sige, at man er menneske først og kristen så. Når man først oplever sig som menneske i det fortalte, kan man åbne sig for kristendommen. I det hele taget er menneskelivet en lang fortælling, og vi fortæller hele tiden hinanden små historier i form af det, som skete i løbet af dagen, det, som vi hørte fra andre, det, som vi oplevede. Fortællingen snor sig ind og ud af vores liv og binder det sammen. 

Hvordan står Bibelen i hele det her fortælleunivers?
Bibelen er et bibliotek, og genremæssigt har dette bibliotek meget at byde på. Man kalder Bibelen for et helligskrift, og jo, det er den da også, fordi det er den blevet til for os. Først og fremmest må man dog også sige, at det er et sært bibliotek, og dele kan forekomme uvedkommende, så hvorfor egentlig holde fast? Det har jeg i mit liv haft lejlighed til at spørge mig selv om. 

Jeg tror, at det handler om at se Bibelen som en, fra skribenternes side, vedvarende kamp for at finde og formulere billeder af en nådig Gud – lidt ligesom Luther gjorde det. Gud udkrystalliserer sig som en nådig Gud i de fineste og klareste krystaller, som er skrifterne i Bibelen. 

Der er mange forskellige gudsbilleder, smukke, gode, grumme, men alle væsentlige. De fortæller noget, siger noget. Om Gud, om livet, om mig i livet. Hvilken litteratur og hvilket forfatterskab har været væsentlig for dig i dit liv? 

Jeg kan lige så godt sige det lige ud: Jeg læser ikke krimier. Jeg har ikke noget imod dem, men det er ikke noget for mig. Og dog! Jeg læser Håkon Nesser. Måske er det, fordi jeg i det hele taget er glad for nyere nordisk litteratur, men jeg holder også af klassikerne, og gerne sniger der sig en russer eller en amerikaner ind på læsehylden. 

Når det er livsnødvendigt for mig at læse, er det, fordi læsning af litteratur i virkeligheden handler om at blive grebet. Ja, ikke sådan sentimentalt forstået, at man bliver grebet af at læse noget f.eks. sørgeligt, men grebet nærmest helt konkret, som hvis man blev kastet ud fra et ti-etagers hus, og man ville dø, hvis man ikke blev grebet. Det er simpelthen livsreddende at læse litteratur. Man gribes, reddes, frelses. Kald det, hvad du vil, men det er det, der er på spil. 

Er du selv blevet reddet af litteraturen?
Ja, tilbage i ’90’erne oplevede jeg efter en krise i mit liv, at litteraturen er en redningscentral. Jeg blev meget optaget af den store, norske forfatter Jan Kjærstad, som dengang skrev en trilogi, Forføreren, Erobreren og Opdageren, der kom til at betyde meget for mit liv og min overlevelse på det mentale plan. For ikke så længe siden sad jeg på en restaurant i Oslo med Jan Kjærstad og fortalte forfatteren, at jeg blev forandret af at læse hans trilogi. Dertil svarede forfatteren: ”Det tror jeg ikke på”. Og til det må jeg sige, som jeg også svarede den skønne aften: ”Jeg er ligeglad”. Ligeglad med forfatterens mening uanset, hvem han/hun er. 

Jeg er ikke i tvivl om, at mit blev forandret af hans forfatterskab. Uanset hvad. Det er litteraturens iboende kunst at kunne det. Jeg blev dengang rykket i mit liv og fik fortællinger, ikke bare Jan Kjærstads, men mange andre ind i mit liv, og det har haft stor betydning også for mit præstearbejde og min forståelse af kristendom. Det, som var så skelsættende, var, at jeg oplevede at få mine synders forladelse fortalt, så det ikke forblev blot og bar dogmatik eller som en del af noget arvegods, men som levet liv; som noget, der vitterligt angår verden og mig i den. 

I trosbekendelsen er man ude på en rejse fra Langfredag til Påskemorgen, fra død til liv, fra det lukkede til det åbne, og det er den rejse, der genfortælles i litteraturen i alle mulige udgaver og på mange måder. I en vis forstand kan man sige, at fantasien, indlevelsen, er den ”muskel”, der skal opvarmes og trænes, hvis f.eks. trosbekendelsen for alvor skal blive til noget særligt, som man tager ind i sit liv og sin verden. Ved litteraturen som medvandrer bliver trosbekendelsen til noget vigtigt, der kan bære liv. Man bliver meddigter gennem det levede liv og gennem litteraturen – ligesom det i øvrigt sker gennem den gode samtale, hvor man faktisk i måske blot et lille sekund forstår hinanden, når hinanden, mærker hinandens eksistens i sig selv. I samtalen bliver man også som i litteraturen fortalt det ene og det andet, som man tager med sig videre i livet og andre samtaler. 

Bliver man så et bedre menneske af at læse litteratur?
Jeg tror ikke, at man kan sige, at der er en ligefrem sammenhæng, men jeg tror, at der er en sammenhæng. Når man læser, trænes eller ligefrem gymnastiseres forestillingsevnen, og jeg tror, at empatien ligger gemt der. For ved at læse bliver man trænet i at sætte sig i andres sted, selvom man selvfølgelig aldrig helt kan gøre det. Alene står man jo, men alligevel sættes man i forbindelse med hinanden også i eller måske snarere ved hjælp af litteraturen. Litteraturen er både vindue og spejl. Og igen: Det er det der med i enkelte stunder at forstå hinanden – der tror jeg, at litteraturen er en vældig fødselshjælper. 

Hvorfor egentlig sætte sig med en bog, når vi nu har Netflix og de andre streamingtjenester?
I litteraturen er man på de vildeste rejser – i tiden, i naturen, i eksistensen. Alt det kan slet ikke udtrykkes i de i øvrigt udmærkede tv-serier. Fantasien og forestillingsevnen arbejder på højtryk med at skabe indre billeder og verdener. Når en bog fungerer, ja, så er man der. Man bliver grebet. Man synker ned i det ligesom første gang, hvor man hørte fortællinger siddende på bedstemors skød. 

Hvad er det bedste ved litteraturen og det at læse?
Det bedste er litteraturens vidunderlige evne til at distrahere mig. Det er et åndehul, hvor jeg distraheres i forhold til alt bøvlet. 

Kommentarer

Tilføj kommentar