Brug din stemme til menighedsrådsvalget

Brug din stemme til menighedsrådsvalget
Udgivet fre d. 11. sep 2020, kl. 10:45
Menighedsrådsvalg

Den 15. september kan du være med til at vælge, hvem der skal stå i spidsen for din lokale kirke de næste fire år.

Af: Nanna Rønnov Johansen, www.menighedsrådsvalg.dk 

Videoen 'Brug din stemme' er del af en national kampagne, der skal gøre 4,3 millioner folkekirkemedlemmer opmærksomme på at møde op og stemme til menighedsrådsvalget i år.

Du har stadig et par dage til at varme din stemme op, inden du skal bruge den i din lokale kirke. Ikke kun til fællessang, men også til at vælge, hvem der skal sidde i den lokale kirkes ledelse - menighedsrådet.

For ligesom du kan stemme til folketingsvalg og kommunalvalg, kan du som medlem af folkekirken også bruge din stemme til menighedsrådsvalg.

Her har du mulighed for at sætte dit præg på kirken, for eksempel hvis du ønsker flere aktiviteter for børn og unge, familier eller ældre, tiltag for flygtninge, drop in-dåb, koncerter, grøn kirke eller noget helt andet.

Formanden for Landsforeningen af Menighedsråd, Søren Abildgaard, understreger, at menighedsrådenes arbejde er afgørende for folkekirken:

- De gode, frivillige kræfter sikrer ikke blot administrationen af kirkerne. De sikrer også, at kirken er og forbliver et lokalt samlingspunkt for lokalsamfundet. For unge som for gamle, for faste kirkegængere som for dem, der ikke kommer så ofte. Jeg opfordrer alle til at møde op til valgforsamlingen i deres lokale sogn den 15. september, siger Søren Abildgaard.

Hvordan deltager jeg?

Du kan bruge din stemme ved at møde op til valgforsamlingen tirsdag den 15. september i din lokale kirke - læs flere informationer på kirkens hjemmeside. 

Valget foregår ved skriftlig afstemning. De kandidater, som får flest stemmer, bliver valgt til menighedsrådet.

Du skal være medlem af folkekirken og være fyldt 18 år for at kunne stemme.

Hvem kan jeg stemme på?

I dit lokale sogn skal der vælges mellem 6 og 15 medlemmer alt efter sognets størrelse. 

Du kan se, hvem der stiller op som kandidater, på valgforsamlingen den 15. september. Når kandidaterne er blevet præsenteret, er der mulighed for debat inden afstemningen.

Valgforsamlingen i Skt. Johannes Kirke er den 15. september kl. 18.30 i Johannesgården. Husk ID og kom i god tid.  

Du kan læse mere om valget her...