Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Det er givet

Det er givet
Udgivet af Maj Dandanell, ons d. 10. feb 2021, kl. 00:00
Voksne

»Kan I nu tilgive hinanden!« sagde de voksne til os i barndommen, når vi var blevet uvenner. Og så gjorde vi, som de voksne sagde, sådan som børn jo lever af at indgå i givne fællesskaber.

Var det tilgivelse eller kun lydighed?

At begynde på tilgivelsen
Man kan ikke tilgive på kommando, for tilgivelse involverer vores person, selvfølelse, livsfølelse og forhold til vores liv og til andre mennesker. Mange mennesker har fortalt mig, hvor vanskeligt de har ved at tilgive mennesker, der har såret dem længere ind i deres sind og liv, end de kan indse. Nogle voldshandlinger som mord og selvmord er så ødelæggende for de efterladte, at de kommer til at overtage selvmorderens smerte og bære med sig resten af deres liv. Men vi kan påbegynde tilgivelsen og se, hvor langt vi når i kampen med vores vrede, skuffelse, bitterhed og det uforståelige. Det er altid noget personligt, og der kan gå meget lang tid, før tilgivelsen får overtaget og sat os mere fri til at leve.

Den givne virkelighed
Ligesom livet er givet os som en gave, er også alle de forhold, der bærer vores liv, givet til os; kærlighed, glæde, medfølelse – og tilgivelse. Det siger ordet selv, at der bliver givet noget til os, som ikke kommer fra os selv. Derfor kan vi begynde på tilgivelsen og skal ikke anstrenge os for at præstere den. Men tilgivelsen tilskynder os til at gøre os umage og se på os selv og vores del i livet, og hvad vi kan gøre, på samme måde som kærligheden på én gang er en gave og samtidig tilskynder os til at indgå i livet sammen og gøre os umage. 

Sådan er tilgivelse en given virkelighed, vi kan få del i, mere eller mindre, som vi selv og livet nu er til. Nogle foretrækker deres vrede og skuffelse frem for tilgivelsens frihed og åbenhed mod andre mennesker, men det rokker ikke ved, at vi kan få del i tilgivelsens virkelighed.

Guds tilgivelse
I kristendommen betyder løftet om Guds skabelse og tilgivelse for det første, at vi får meget mere liv og mulighed givet end fortjent, ligesom solen skinner over både onde og gode.

Det er grundlaget for alle menneskers liv, at vi får det givet langt ud over, hvad vi beder om eller forstår. Og for det andet betyder Guds tilgivelse, at vi altid kan bede Gud om at tilgive den, vi ikke selv kan tilgive. Det kan nemlig åbne for at leve både vores eget liv og livet sammen med andre i større frihed fra det utilgivelige.

En dag opdager vi måske, at tilgivelsen har fået overtaget.

Vi kan bilde os ind, at vi selv skal sætte dagsordenen for livet sammen, men det er håbløst og skadeligt sådan at ville erobre livet og naturen.

Tilgivelsen lærer os derimod at indgå i det givne liv og i naturen.