Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Den første dag i marts

Den første dag i marts
Udgivet man d. 22. feb 2021, kl. 11:09
Voksne

Af sognepræst Leise Christensen

Vi nærmer os den første dag i marts, den første dag i foråret. Vi har lige været et par uger i dybfryseren, og måske skal vi det igen. Siger i hvert fald meteorologerne. Men det ændrer ikke ved, at foråret vil komme, og at vi skal til noget af det bedste ved den tid, nemlig at synge Hvad var det dog, der skete – måske bedre kendt som Den blå anemone. Det er et digt, som Kaj Munk skrev i 1943 midt under besættelsen, og som efter krigen fik melodi af Egil Harder. Sangen var i mange år ikke særligt anerkendt på parnasset og var i årtier år forment en plads i sangbogen over dem alle, den blå Højskolesangbog, men den folkelige kærlighed til sangen var og er stor, og derfor kom den endelig med i Højskolesangen i forrige udgave og har stadig sin plads der, heldigvis.

Munk skriver om den lille, blå anemone, der trods de fjendtlige omgivelser i det blæsende og sandede Vestjylland alligevel med trodsighed stikker sit lille blå hoved op. Set i lyset af digtets fødsel under det strenge krigsår 1943 vidner den spinkle anemones sejr over den ellers så ufrugtbare jord om noget andet end blot naturens forunderlige gang. Det samme kan vi sige i disse pandemi-tider, når vi hver for sig synger Hvad var det dog, der skete. Pandemiens fjendtlige grund skal gennembrydes af det sarte liv, der igen vil blomstre. Trods alt.  

Uddrag af det første vers fra "Hvad var det dog der skete" af Kaj Munk:

"Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit søblå flor 
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted dér i fjor.”
 

Læs mere om digtet her...