Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Oplev påsken i kirken

Oplev påsken i kirken
Udgivet fre d. 26. mar 2021, kl. 00:00
Gudstjenester

Af sognepræst Bent Arendt

De fleste mennesker i Danmark fejrer jul og juleaften og ved godt, hvad der er baggrund for dét. Men hvad med påsken, har vi egentlig styr på, hvorfor vi fejrer den?

Påsken er centrum

I påsken koncentreres det kristne budskab på påskeugens helligdage: Palmesøndag, Jesus fejres som frelser – Skærtorsdag, Jesus delagtiggør mennesker i sit guddommelige liv, Langfredrag, Jesus og Gud tager døden og det onde på sig, Påskedag og 2. Påskedag, Jesu opstandelse og det nye liv til mennesker.

Særligt i Skt. Johannes Kirke

I Skt. Johannes Kirke er der særlig grund til at være opmærksom på påsken. Vinduerne i kirken er alle udsmykket af Arne Haugen Sørensen, der har tolket begivenhederne og på moderne vis fortæller om påskens betydning.

Til højre for indgangen viser et glasbillede Jesus spise sammen med sine venner og disciple den sidste aften, inden han blev henrettet. På bordet mellem dem ser man et lækkert måltid, foruden det brød og den vin, som Jesus gav dem med ordene ”Dette er Jesu legeme, og dette er Jesu blod.” Vennerne omkring bordet har hver deres farve for at vise, hvem de er. Der er også en hund med ved bordet. Denne henviser både til den gule forræder Judas som en hund, men også til en fortælling om Jesu møde med en kvinde, der var udenfor, men som på grund af sin tro blev delagtig som en lille hund, der får krummerne ved bordet. Det siger noget væsentligt om kristendommen; Alle kan være med i fællesskabet, hvor Jesus er, selv en forræder, og alle får givet næring til deres livsfølelse, som de ikke kan skaffe sig selv. Dette måltid fejres hver gudstjeneste til nadver, som betyder aftensmad. 

Tredje billede til højre og to af billederne overfor viser den lidelse, Jesus påtog sig. for at mennesket i sin lidelse kan have Gud med som holdepunkt. Det medfører, at mennesker så at sige kan ”give det onde til Gud” i stedet for at blive offer eller lade det gå ud over hinanden. Gud påtager sig gennem den ekstremt pinefulde torturdød, korsfæstelsen, at gøre mennesker frie til at leve og forvente livet for sig, også når de dør.

Den absurde kristendom

Mange mennesker finder det absurd, at et menneske som Jesus kan være Gud, og at en gud kan gå i døden for menneskers liv. Hvis man med Gud mener magten til at være til i alt, hvad der er til, giver det ingen mening. Men den kristne tro er lige så modsætningsfuld som tilværelsen, og de er derved nært forbundne, og netop derfor kan Gud indgå i samspil med mennesker om livet. Når man i den kristne tro hele tiden fordyber sig i Jesushistorien, er det for at blive klar over, hvad det vil sige, at Gud er blevet menneske og viser sit sande ansigt som et menneske. Det ligger også i næstekærlighedsbuddet: ”Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv.”

Et meget berømt motiv i kunstneren Arne Haugen Sørensens billeder er opstandelsen, som i Skt. Johannes Kirke ses over for nadverbilledet. At mennesker skal opstå fra de døde, svarer ikke til naturens gang mod døden, men bryder den. På samme vis lever og dør vi bedst i forventning om at have liv for os og bryde naturens gang med vores ånd og tanke.

Kunstneren har vist det som at være i en kæmpestor Guds hånd, som med sit liv og sin død løfter et menneske ud af den sørgelige og uundgåelige død og ind i en smuk, lysende grøn virkelighed, som vi kan erfare genspejlinger af i vores liv, når det er bedst og smukkest. Der er altid et liv at række ud efter, og vi får langt mere liv givet, end vi selv kan skabe. Den tro kan give håb og få os til at tage os kærligt af hinanden og den gode jord, vi lever på.

At leve som et menneske

Kristendommen begynder med Jesu opstandelse fra de døde, der gør det muligt at tro på livet, også når vi skal dø. Opstandelsen gør det også muligt at acceptere sorg og afmagt og fortvivlelse. Det udtrykkes i et glasbillede, hvor Jesu venner tager den døde Jesus ned af korset. Døden gør, at vi ikke længere kan røre ved hinanden og få liv ud af det, døden gør os ængstelige og bange, døden minder os om, at alting hører op. Men der er altid andet og mere end dét, som gør det muligt at forsone sig med det liv, vi får.

Husk gudstjenesten Skærtorsdag d. 1. april er kl. 16.00

Langfredag, Påske søndag og 2. påskedag er der gudstjeneste kl. 10.30