Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Spidermans dåb, klikkende laksko og Jomfru Maria

Spidermans dåb, klikkende laksko og Jomfru Maria
Udgivet man d. 12. apr 2021, kl. 09:24
Gudstjenester

Sognepræst Leise Christensen

Helt forståeligt tænker mange dåben som noget, der primært drejer sig om små børn på to til seks måneder eller måske om konfirmander, der skal døbes inden konfirmationen. Men sådan er de faktiske forhold i kirken ikke. Her bliver der døbt folk i alle aldre, også børn, der har rundet deres første fødselsdag eller er to, fire eller måske syv år. I mine år som præst har det givet nogle sjove oplevelser, og her er nogle af dem:

Engang skulle jeg i en smuk, lille, vestjysk kvaderstenskirke døbe en dreng på 3½ år. Han var iført et smart sæt Spidermanstøj med store vatterede muskler på brystkasse og overarme – helt parat til den festlige lejlighed, sprudlende af energi og generel foretagsomhed. Dåben foregik i den almindelige søndagsgudstjeneste, og da vi nåede frem til dåben, kaldte jeg som sædvanligt forældre og faddere op til døbefonten, men væk var dåbsbarnet. Spiderman syntes at have evaporeret, left the building, brugt sit Spidermanspind til at forsvinde, simpelthen. Mor kaldte, far ledte, præsten kiggede bag alteret, organisten undersøgte orgelets store hulrum, kirkegængere ransagede området under bænke, bedstemor så eksalteret ud, men væk var Spiderman. Gudstjenesten gik i stå, en febrilsk aktivitet opstod på bænkene, og til sidst blev Spiderman da også lokaliseret. Han havde simpelthen taget ophold i den gamle skriftestol, som stadig stod i kirken på trods af næsten fem hundrede henrundne år efter reformation i 1536. I stor tilfredshed over sit vellykkede forsvindingsnummer marcherede den flotte Spiderman op til døbefonten, og syv minutter senere kunne han i triumf løfte sine muskuløse arme op over hovedet som nydøbt.

En fire-årig dreng havde fået nye, flotte, sorte laksko til sin dåb, sko af den slags, der giver en skøn klikkende lyd, når de rammer stengulve. Heldigvis var kirken, hvor dåben fandt sted, udstyret med det dejligste klinkegulv, og jeg skal sent glemme drengen, der lykkeligt inden sin dåb steppede og klikkede rundt om døbefonten som en ung Fred Astaire med tralala-sang til. Åh, den uforbeholdne glæde over et par nye laksko! Åh, dåbens lykke!

Hvad, ikke mange ved, er, at jeg faktisk har døbt Jomfru Maria. En dejlig decemberdag skulle en pige på seks år døbes. Hun var noget inspireret af et krybbespil, hun havde set opført et sted og havde derfor besluttet sig for med den stædighed, som vist kun seks-årige kan mønstre, at hun ville døbes i Jomfru Maria gevandter. De viste sig at bestå af en brun skjorte, der lignede noget fra en 70’er-reklame for Brugsen, guldsko og naturligvis den himmelblå hovedbeklædning, som enhver Jomfru Maria må bære. Med stor højtidelighed skred hun op til døbefonten i de skinnende sko, nikkede værdigt til det forsamlede dåbsselskab og stillede sig klar til at modtage korsets tegn før dåben. Hovedbeklædningen blev forsigtigt skubbet tilbage, og Jomfru Maria blev kristen.

Dåb kun for spædbørn? Nej, bestemt ikke. Dåb kun i hvid kjole? Nej, bestemt ikke.