Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Besøgstjenesten - Trøjborg og Riisvangen

"Livet er for stort til ikke at deles med andre"

Oplevelsen af at blive set og hørt er en del af det at trives som menneske og kernen i besøgstjenesten. Det gør en stor forskel med et andet menneske, der vil være til stede, lytte og samtale, måske læse en bog, drikke en kop kaffe eller give følgeskab til et arrangement. Og så er der selvfølgelig også noget berigende ved at gøre noget godt for et andet menneske. 

Behovet for en besøgsven kommer ofte af en ændret livssituation, hvor de rammer og sociale fællesskaber, man indgår i, ændres. F.eks. hvis man selv flytter, eller ens nærmeste flytter, nyt job, sygdom, alderdom eller skilsmisse. Det kan også være en tanke, der opstår, at du ønsker kontakt til et medmenneske. Tænker du et besøg kan hjælpe dig videre og til at holde livsmodet oppe, så tag kontakt. Det forpligtiger dig ikke til at tage imod tilbuddet, men du bliver hørt, og måske gør det dig klogere på at komme videre.

Inden man bliver besøgsven eller vært har man en samtale med koordinator for besøgstjenesten sognepræst Mikael Byrial Jensen. Der er ikke krav om, at man binder sig for en længere periode, og det også i orden, hvis man finder ud af, at det ikke fungerer. Det er dog vigtigt, at vi får afstemt forventningerne og får skabt et godt match, ligesom det vigtigt, at man indgår med respekt og åbenhed overfor sit medmenneske og er bevidst om sin tavshedspligt. 

Som besøgsven:

  • Gør du en forskel for et andet menneske
  • Uanset alder får du ny vigtig erfaring med videre i livet
  • Er der mulighed for samtale og supervision med koordinatoren 
  • Kan du, f.eks. under studie, få en udtalelse til dit C.V.  

Som vært:

  • Du får besøg af en, der vil lytte til dig og dele af sit overskud
  • I kan f.eks. læse sammen eller spille et spil
  • Snakke om verdenssituationen og om livet
  • Måske gå en tur eller følges til et fællesskab i kirken

Vil du være besøgsven eller ønsker du besøg, eller er der nogle spørgsmål du vil have afklaret først, så kontakt sognepræst Mikael Byrial Jensen tlf.: 25 21 19 56 eller e-mail: mibj@km.dk

Se flyer for besøgstjenesten 2022 [PDF]

En besøgstjeneste formidler besøgsvenner til besøgsværter. Besøgsvenner er frivillige, som giver lidt af deres tid og selskab til andre. Besøgsværter er personer, for hvem et besøg vil være en opmuntring og et løft i tilværelsen, der kan bidrage med mere livskvalitet.   

Besøgstjenesten - Trøjborg-Riisvangen er en del af omsorgsarbejdet i Skt. Johannes Sogn. Alle er velkomne til at henvende sig, men bor du uden for Sankt Johannes Sogn har din lokale kirke sikkert også en besøgstjeneste. Du kan finde en oversigt over besøgstjenester i de enkelte sogne i Aarhus her.